Den gode opstart på film og tv-produktioner
Hvad får du med
På film- og tv-produktioner arbejder I under særlige vilkår. I skal samarbejde i nye konstellationer med komplekse rammer og store visioner i ofte intense forløb.
Det stiller store krav til A-funktionernes ledelse og kommunikation, der skal være tydelig, kunne skabe fælles retning og sikre et godt arbejdsmiljø.
En vej til dette er en god produktionsopstart, så alle ved, hvor I skal hen og hvordan. På den måde kan I komme flyvende fra start, komme godt gennem processen og få landet det bedste mulige resultat i den anden ende.
Det er dermed en god investering, at A-funktionerne prioriterer at få klarlagt rammerne og få hele holdet godt ombord fra starten.
På baggrund af indsamlede erfaringer fra film- og tv-produktioner, samarbejde med branchen og hjælp fra eksperter har vi derfor udviklet en række værktøjer, der kan inspirere og hjælpe A-funktionerne med at sikre en god produktionsopstart og dermed lægge et solidt fundament for processen og resultatet.
Så her får I:
- Refleksionsspørgsmål, som A-funktionsgruppen kan bruge som inspiration til at få tænkt hele vejen rundt om produktionen
- Skabeloner til actioncards, så I har handleplaner klar ved krænkelser, trivselsudfordringer og arbejdsskader/ulykker
- Inspiration til overvejelser om indholdet på holdmødet samt optakt og opfølgning
- Forslag til facilitering af dialog om trivsel på holdmødet