Organisér opstarten

Forløb
Første dag

På første arbejdsdag viser buddy’en den nye medarbejder rundt og introducerer vedkommende til rutiner, stationer, kolleger og praktiske forhold.

Buddy’en er den “sikre kontakt”, som den nye altid kan henvende sig til under en vagt, hvis vedkommende har spørgsmål, uden at være bange for at forstyrre. Skulle det ske, at buddy’en og den nye ikke er på vagt samtidig, kan kommunikationen foregå gennem et evt. vagtplanlægningssystem, som besvares i arbejdstiden.

I de første seks-otte uger tjekker buddy’en ind regelmæssigt, f.eks. en gang om ugen - enten i begyndelsen eller sidst på vagten. Fokus i samtalerne er: 

  • Hvordan går det?
  • Hvad fungerer?
  • Hvad har den nye brug for mere støtte i?

Afgræns rollen tydeligt

Det er vigtigt at understrege, at buddy’en ikke er leder. En buddy har ikke ansvar for performance, men hjælper med at skabe tryghed, svare på spørgsmål og guide i det daglige arbejde.

Vær to om opgaven

Hvis det passer bedre til jeres vagtplan og hverdag, kan I også vælge to buddyer i stedet for én. Det kan gøre det lettere at få introduktion, oplæring og opfølgning til at hænge sammen, hvis der byttes vagter, er travlt, eller én ikke er på arbejde.

For den nye medarbejder kan det samtidig give ekstra tryghed at have mere end én kendt person at gå til med spørgsmål i den første tid.