Dagen starter med én plan og ender med en helt anden. Deadlines flytter sig, aktuelle nyheder trumfer alt, og der er altid lige én opgave mere, der skal landes.
Ja, det gør arbejdet krævende, men det motiverer dig også.
Du har gode muligheder for faglig og personlig udvikling, og det opleves som meningsfuldt at bidrage til samfundsdebatten og formidle vigtige historier.
Det dynamiske arbejdsmiljø og variationen i opgaverne kan være energigivende, og samarbejdet med engagerede og kompetente kolleger skaber et stærkt fagligt fællesskab.
Anerkendelse for godt arbejde og muligheden for at gøre en forskel styrker motivationen, og for mange er det passionen, nysgerrigheden og ønsket om at inspirere og informere, der driver dem – også når arbejdsvilkårene er udfordrende.
Pas på fælderne
Men det, der begejstrer dig, kan også slide.
Det kreative og intellektuelle pres er højt, og en kultur med høje forventninger til kvalitet kan føre til en oplevelse af præstationspres og af, at du savner tid til fordybelse og netværk på arbejdet, og tid med familie, venner og aktiviteter i fritiden.
De positive drivkræfter kan fungere som honningfælder – de lokker dig til at give lidt mere, tage flere opgaver eller blive ved, selv når energien er lav.
Ros, spændende opgaver og følelsen af at være uundværlig kan gøre det svært at trække sig tilbage og sige fra.
Kan du genkende noget af det hos dig selv eller andre?