Eksistentiel stress

Forløb
Viden

Denne form for stress kan opstå, når arbejdet ikke længere passer med den faglighed, stolthed eller de værdier, man gerne vil stå for.

Det handler ikke kun om travlhed. Det handler om følelsen af ikke at kunne gøre arbejdet på en måde, man kan være stolt af.

Det kan for eksempel handle om:

  • når tempo går ud over kvalitet
  • når man ikke kan give dyr, jord eller opgaver den tid, man synes, de kræver
  • når økonomi eller bemanding presser fagligheden
  • når myndighedskrav opleves som langt fra virkeligheden i driften
  • når offentlig kritik af landbruget rammer ens stolthed
  • når man føler sig misforstået eller forkert fremstillet i medierne
  • når man begynder at tvivle på, om man hører til i branchen

Eksempel

Du har valgt landbruget, fordi du er stolt af faget. Men når kravene udefra, økonomien, den negative omtale af landbruget eller tidspresset gør, at du ikke kan arbejde på den måde, du synes er rigtig, kan det begynde at tære på trivslen.

Når faglig stolthed bliver presset

Tegn kan være:

  • tab af arbejdsglæde
  • tvivl på egen faglighed
  • frustration over ikke at kunne levere den kvalitet, man ønsker
  • følelse af afmagt
  • vrede eller tristhed
  • mindre stolthed ved arbejdet
  • tanker om at forlade arbejdspladsen eller branchen
  • følelsen af at skulle forsvare sit arbejde over for andre

Overvej

Oplever du, at det er blevet sværere at være stolt af arbejdet?

Veje tilbage i balance ved meningstab

Når faglig stolthed og mening bliver presset, hjælper det ofte at få sat ord på det.

Det, der kan hjælpe, er:

  • faglig sparring med én du har tillid til
  • dialog om kvalitet og prioriteringer (fx med din leder eller en rådgiver)
  • tydeliggørelse af, hvad der faktisk kan lade sig gøre inden for rammerne
  • støtte fra kollegaer, leder eller rådgivere
  • erfaringsudveksling i netværk eller erfagrupper
  • samtale om værdier og faglighed
  • et miljø, hvor man kan tale åbent om tvivl, fejl og svære vilkår
  • at skelne mellem det, man kan kontrollere, og det man må forholde sig til

Overvej

Hvem kunne du tale med om faglighed, stolthed eller tvivl?