Overbelastningsstress

Forløb
Viden

Overbelastningsstress opstår, når der er for mange krav og for få kræfter, hænder eller muligheder for at holde pauser, holde fri og holde ferie.

Det kan ske, når man bliver ved med at yde mere, end kroppen og hovedet kan holde til. Det er en påvirkning, der opstår over tid.

I landbruget kan det for eksempel handle om:

  • for mange opgaver på for få hænder
  • lange arbejdsdage
  • for lidt søvn og restitution
  • højsæson, kælvning, høst eller sygdom i besætningen
  • at man føler, at opgaven overstiger det, man er oplært i
  • mange afbrydelser
  • uklare prioriteringer
  • stort ansvar for drift, dyr, økonomi eller medarbejdere
  • for lidt støtte eller hjælp

Eksempel
Du prøver at nå det hele. Du springer pauser over, arbejder længere og bliver ved med at tænke, at du bare skal igennem denne uge. Men næste uge bliver lige så presset, og sådan har det stået på i længere tid.

Når kroppen og tankerne er på overarbejde

Tegn på overbelastningsstress kan være:

  • træthed, også efter at man har holdt fri/ferie
  • dårlig søvn
  • manglende overblik
  • koncentrationsbesvær
  • flere fejl
  • kort lunte
  • følelse af hele tiden at være bagud
  • svært ved at holde fri mentalt
  • mindre overskud til familie og kollegaer

Overvej

Kender du følelsen af at skulle løbe hurtigere bare for at følge med?

Veje tilbage i balance ved overbelastningsstress

Når presset er for stort, hjælper det sjældent kun at “tage sig sammen”.

Det, der ofte hjælper, er:

  • tydelige prioriteringer og mål for dagen eller ugen
  • aflastning i pressede perioder
  • faste pauser
  • oplæring og instruktion
  • bedre planlægning
  • tydelig opfølgning fra leder
  • at bede om hjælp tidligere
  • at sikre søvn, restitution og frihed efter spidsbelastning

Overvej

Hvad ville lette presset mest for dig lige nu?