Hvorfor er noget svært?

Forløb
Forstå baggrunden

Dette forløb hjælper dig til at kunne tage en samtale med din medarbejder om noget, der opleves svært at tale om.

Det kan være, fordi det rører ved noget, som er vigtigt for dig. Det kan også være reaktionen på samtalen, og hvad den får af konsekvenser, du kan være bange for. Det er helt normalt at have det sådan.

De fleste ledere venter for længe med at tage den svære samtale. De håber, det går over af sig selv. Imens kan problemet vokse for øjnene af de andre medarbejdere, som ser, at der ikke bliver gjort noget ved det.

Det er vigtigt ikke at være hård eller virke kold, uanset hvor længe du har ventet med at sige noget. Vær konkret, specifik og ordentlig. Det udelukker ikke, at være venlig og samtidig nysgerrig.

Tag samtalen, inden den bliver sværere.

Alle store problemer har været små engang. En svær samtale bliver sjældent lettere af at vente. Der er tre gode grunde til at tage den, mens den stadig handler om en bekymring, et mindre problem eller irritation:

  • Adfærd, der ikke bliver talt om, fortsætter som regel og vokser.
  • Det kan smitte af på teamet. De andre ser, hvad du accepterer, og det bliver den nye standard.
  • Medarbejderen fortjener at få en samtale. Det er godt lederskab og respektfuldt at være tydelig. Sig tingene, som de er, frem for at gå og være irriteret eller utilfreds i krogene.

Ofte handler problemerne om forskellige forventninger, misforståelser eller en oplæring, der gik for stærkt. Det kan også være en medarbejder som føler sig overset eller uretfærdigt behandlet, og derfor reagerer ved at modarbejde, sløse med opgaver, gå tidligere mv.

Uanset er det værste, du kan gøre, ikke at sige noget. Ingen af os går igennem arbejdslivet uden konflikter og uoverensstemmelser. Derfor er det afgørende at vi tager snakken i tide.

Knyt stærkere bånd

Det er vigtigt at tage de svære samtaler fordi vi bliver klogere på hinanden, når vi fortæller, hvordan vi hver især oplever det, der sker. En svær samtale kan bringe os tættere på hinanden og styrke samarbejdet.